Moeller Knutzen 1182

TRÆT AF BRILLER?

Hvis du er træt af briller skal du måske overveje en linseoperation, som beskrevet herunder.

LINSEOPERATION - RLE

RLE er en forkortelse for Refractive Lens Extraction - en operation der giver mulighed for at blive fri for briller. Indgrebet (RLE) er nøjagtig det samme som ved en operation for grå stær, men ved RLE indopereres en speciallinse (Premium linse) som giver mulighed for at se skarpt både på afstand og ved læsning. Operationen henvender sig typisk til personer der er mere end 45 år, og som har en ønske om igen at blive fri for briller.

HVEM ER EGNET TIL OPERATIONEN?

Man er egnet til operationen hvis man opfylder følgende kriterier:

  • Man skal have raske øjne
  • Ønske om at være fri for briller med læsefelt eller flerstyrkeglas
  • Indstillet på at begge øjne skal opereres

HVEM ER IKKE EGNET TIL OPERATIONEN?

Man er ikke egnet til operationen hvis følgende kriterier mødes:

  • Personer der er meget kritiske med deres syn, og som har en forventning om at få samme kvalitet i synet som da de var unge
  • Patienter der har sukkersyge, grøn stær (glaukom) eller alderspletter på nethinden (AMD)

HVAD KAN JEG FORVENTE AF OPERATIONEN?

Operationen er helt smertefri, og foregår i lokalbedøvelse med øjendråber. Varigheden af operationen er i alt ca. 30 minutter fra du går ind på operationsstuen til du forlader den igen. I vores klinik opererer vi kun ét øje af gangen. Synet er oftest meget sløret umiddelbart efter operationen, men vil klare op i timerne efter operationen. Effekten af operation på afstandssynet og læsesynet indtræder typisk allerede dagen efter operationen, mens synet ved computerarbejde (mellemafstand) ofte tager måneder om at stabilisere sig. Det kan derfor være nødvendigt med en skærmbrille. Endvidere oplever nogle patienter, at der ved bilkørsel om aftenen er ringe omkring modkørende biler. Enkelte kan i starten opleve diffus skyggedannelse (”ghost images”) på de objekter de fokuserer på. Studier fra USA har vist at 80% af de patienter der får lavet RLE bliver helt fri for briller, og 94% er tilfredse med resultatet af operationen.

HVAD ER RISIKOEN VED RLE?

Risikoen er den samme som ved operation for grå stær – altså lille - men stadig kan der opstå komplikationer, også alvorlige, der kan medføre varigt nedsat syn.
Infektion er i undersøgelser angivet til 2 ud af 1000 operationer, denne komplikation er alvorlig og kan medføre varigt nedsat syn.

Hævelse af øjets nethinde er <1% og kan med held behandles med øjendråber
Nethindeløsning <1%, risikoen stiger ved meget nærsynede personer til 2-4%. Nethindeløsning kan behandles med operation, hvor nethinden kan hæftes i 90% af tilfælde ved første operation
Trykstigning og regnbuehindebetændelse kan forekomme – men disse kan alle behandles med medicin. Hævelse af hornhinden kan give sløret syn efter operationen, men denne forsvinder typisk inden for 2-4 uger
Yderst sjælden kan det være nødvendigt at blive opereret igen på en sygehusafdeling, dette oftest hvis linsens kapsel er bristet under operationen, og en del af linsen er faldet tilbage i glaslegemet