Moeller Knutzen 0802

HVAD ER
AMD?
(ALDERSPLETTER PÅ NETHINDEN)

AMD er en forkortelse for Aldersrelateret Makula Degeneration. Sygdommen kaldes også aldeles misvisende for ”forkalkningspletter på nethinden”, idet sygdommen intet har med forkalkning at gøre. Sygdommen rammer øjets nethinde, og faktisk kun den del af nethinden der har at gøre med det ”skarpe syn”. Denne del af nethinden kaldes ”den gule plet”.

AMD er den hyppigste årsag til svær synsnedsættelse i den vestlige verden. Sygdommen forekommer i to former

  • Tør AMD
  • Våd AMD hvor skarpsynet kan blive svært nedsat på dage til uger

Symptomer på AMD

  • Nedsat skarpsyn, opleves oftest ved nærarbejde som læsning
  • Formforvrængning, dvs. at lige linier bugter. Hvis du eksempelvis ser på en flagstang med ”det dårlige” øje, så kan den bugte. Hvis du vil undersøge om du har formforvrængning så klik her
  • Farverne kan virke mere grå og svagere med ”det dårlige” øje

BEHANDLING

Vi ved at rygning øger udviklingen af AMD, og derfor bør du stoppe med at ryge hvis du har AMD. Endvidere ved vi, at en kombination af vitaminer og mineraler (vitamin C, E, betacaroten zink og kobber) i et korrekt forhold kan forebygge udviklingen af AMD, men kan altså ikke forbedre synet. Behandlingen kan nedsætte risikoen for at udvikle svær AMD fra 40 % til 20 %. Denne behandling virker dog kun på visse AMD forandringer som kun din øjenlæge kan diagnosticere. En vitaminbehandling skal derfor kun opstartes i samarbejde med din øjenlæge.
Kun patienter der ikke ryger kan få hele behandlingen.

Våd AMD, som er den mest aggressive form, kan hos udvalgte patienter behandles med indsprøjtninger af medicin (Anti-VEGF) under sterile forhold, direkte ind i øjets glaslegeme. Oftest giver man 1 injektion hver måned i 3 måneder, og herefter efter behov. Indtil nu er det kun på sygehusenes øjenafdelinger at behandlingen gives.

HVAD KAN JEG FORVENTE?

Har du tør AMD, kan man ikke forudsige om skarpsynet bliver dårligere. Hvis skarpsynet bliver dårligere, kan man ikke forudsige hvor hurtigt dette sker, og hvor dårligt synet bliver.

Har du våd AMD, ville synet med stor sandsynlighed blive dårligere, hvis du ikke bliver behandlet. Behandlingn har til formål at stabilisere synet på det niveau det var umiddelbart før behandlingen start. Hos enkelte kan man se en lille forbedring af synet efter behandlingen.